PGU – HÅNDVÆRK & SERVICE

På linjen ”Håndværk & Service” arbejder du med forskellige håndværksfag. Du laver med opgaver for kunder, og produktion i materialer som træ, metal og beton er i centrum for læringen.  Linjen vil gøre dig nysgerrig på håndværksfaget, og vise dig glæden ved at skabe og producere.

UNDERVISNING
Undervisningen omfatter serviceopgaver, projekter og produktioner både i grupper og alene. Det kan være små og store opgaver fra idé til færdigt produkt, hvor du lærer håndværket bag opgaverne og får erfaring med forskellige materialer, værktøjer, redskaber og teknikker. Miljø, genbrug og bæredygtighed er et gennemgående tema for linjen. Du er som udgangspunkt med hele vejen fra den første arbejdstegning, til produktion og til kundekontakten. På den måde får du en masse kompetencer indenfor faget.
 
NB: Du får kendskab til alle fag på din linje, men du har også mulighed for at fordybe dig i et fag og dygtiggøre dig inden for det område.
 
LINJEN RETTER SIG MOD
Tømrer, snedker, møbelsnedker, maskinsnedker, smed, maler, bygningsmaler, ejendomsservice tekniker, cykelmekaniker mv.

Lokationer, fag og undervisning:

Amager giver mulighed for at arbejde med træ, metal og bygningsservice med vedligeholdelses- og pedelarbejde både ude og inde i hele FGU Hovedstaden. Der er også et cykelværksted (Zombie Bikes) som reparerer, istandsætter og bygger nye genbrugscykler.

Nørrebro arbejder indenfor produktion til festivaler, events mv. samt møbeldesign, herunder formgivning og produktion af møbler, inventar mv. Dertil kommer også pedelarbejde på bydelsskolen.

Vesterbro har fokus på konstruktioner i træ, metal og beton samt genbrug af udstyr til skateboarding. Der udføres også mindre pedelarbejder på bydelsskolen.