EGU-success: Hodans vej til uddannelse og job

Efter flere år i specialklasserækken på Kildevældsskolen startede Hodan Dahir på Erhvervsgrunduddannelsen EGU med virksomhedspraktik på et plejehjem. Herfra gik det stærkt.

På EGU er elever i virksomhedspraktik fire af ugens dage og har én dag med praktikrelevante kurser, kombinationsforløb og almenfag. Hodan bestod alle dansk og matematikprøver på FGU Hovedstaden og klarede sin praktik så flot, at plejehjemmet ansatte hende som elev i mesterlære.

Mesterlærepladsen klarede Hodan med de fineste anbefalinger og har efter 2 år lige bestået sin sidste eksamen fra SOSU H. Nu er hun klar til job og fremtid som færdiguddannet Social- og sundhedshjælper. Hun er nemlig blevet ansat i en fuldtidsstilling på plejehjemmet fra 1. juli 2021.

 “Det bedste ved EGU for mig, var det at være ude på arbejdspladsen, opleve tingene såsom at møde ældre mennesker og vide mere om deres sygdom og livshistorie. EGU hjalp mig med at læse videre til social og sundhedshjælper” – Hodan Dahir, tidligere EGU-elev på FGU Hovedstaden.

Stort tillykke til Hodan med den flotte bedrift og held og lykke med fremtiden.