En linje for dig der elsker at arbejde med keramik og andre kreative håndværk og drømmer om at arbejde kreativt med børn og unge.
PGU Pædagogik og Crafts er et trygt, kreativt værksted, hvor du kan sætte dig ved et arbejdsbord og mærke, at du hører til. At du er god til noget og at det du laver, skaber værdi og betyder noget for andre.
Du kommer til at arbejde med konflikthåndtering, anerkendelse og andre pædagogiske metoder. Du lærer at skabe med hænderne, og du lærer at bruge det til at give andre oplevelser, enten ved at invitere målgrupper ind i værkstedet eller ved at skabe og afvikle produkter og aktiviteter med en konkret modtager i tankerne.
På PGU Pædagogik og Crafts bliver du ikke mødt med en forventning om, at du allerede ekspert til noget. Men du bliver mødt med en forventning om, at du har lysten til at lære og modet til at prøve noget nyt.
Vi kommer til at arbejde på mange forskellige måder, men vi har alligevel nogle rutiner som vi også bygger op sammen.
Når du møder ind på værkstedet, hænger du altid din jakke op. Vi tjekker ind hver morgen, drikker en kop te og kommer i gang med dagen.
Værkstedsundervisningen foregår på forskellige måder.
Fællesproduktion: Vi sigter efter at have én fast produktion pr. semester. Det kan være salg af kopper, en workshop med et bestemt tema, et forløb til en skole, en legepakke til en institution eller et kunstnerisk tema. Vi arbejder hovedsageligt i keramik, men vi lærer også andre kreative håndværk sammen.
Vi sidder ved fællesbordet. Nogle gange arbejder vi bare ved siden af hinanden og hyggesnakker, nogle gange bliver vi instrueret af hinanden og lærer sammen noget nyt.
Egenproduktion: Her fordyber du dig i et projekt du selv vælger, det kan sagtens være fælles produktion også.
Sid på din egen plads, lyt til din egen musik og arbejd med dit eget projekt eller sid ved fællesbordet sammen med nogen af de andre på holdet.
Workshops: Her lærer du nye teknikker og metoder. Vi arrangerer og afholder workshops for hinanden og for andre. Gennem det lærer du om at igangsætte aktiviteter for andre.
Ugentlig opsamling: En gang om ugen holder vi et opsamlingsmøde: Vi udfylder arbejdsportfolio og opdateres på hvad vi hver især har lært og har nået i løbet af ugen.
Her snakker vi også om hvordan det går med semesterets produktion.
Dansk og matematik: to gange om ugen har du dansk og to gange har du matematik. Undervisningen tager så vidt det er muligt altid udgangspunkt i det vi laver på værkstedet, så det bliver så meningsfuldt som muligt.
Til vejledere:
Håndværk & Service-linjen knytter sig til fagbilaget “Byg, Bolig og Anlæg”.