Billeder taget af Leandro Chimenti, FGU Hovedstaden

“Dej og Mig” - Mad bliver til kunst og fortællinger i spiselige portrætter – FGU-elever udstiller på Thorvaldsens Museum

Kan man skabe et portræt af et menneske med grøntsager, frugt og andre råvarer? Det spørgsmål har elever fra FGU Hovedstaden undersøgt i kunstprojektet Dej og mig – spiselige portrætter, der onsdag den 28. oktober kulminerede med en fernisering på Thorvaldsens Museum. Udstillingen er resultatet af et tværfagligt samarbejde, hvor kunst, mad, sprog og identitet er smeltet sammen.

For tredje år i træk har FGU Hovedstaden samarbejdet med Thorvaldsens Museum om at bringe unge tættere på kunsten og give dem mulighed for selv at blive kunstneriske medskabere. Denne gang har elever fra Sprog 2 og køkkenholdet på FGU Valby arbejdet sammen med billedkunstner Jara von Lüpke om at skabe portrætter af mennesker, der betyder noget for dem.

Projektet begyndte med et besøg på Thorvaldsens Museum, hvor eleverne gik på opdagelse i Bertel Thorvaldsens skulpturer og portrætter. Her undersøgte de, hvordan et menneskes personlighed og historie kan komme til udtryk gennem former, materialer og detaljer.

 

Fra klassiske skulpturer til portrætter af mad

Tilbage på FGU Valby blev inspirationen omsat til en kreativ workshop under ledelse af Jara von Lüpke. Her arbejdede eleverne på tværs af holdene i mindre grupper med at skabe portrætter af mennesker, de beundrer eller føler en særlig tilknytning til.

Men i stedet for traditionelle kunstmaterialer fik eleverne råvarer mellem hænderne. Grøntsager, frugt og andre fødevarer blev til farver, former og symboler, der kunne fortælle historier om identitet, relationer og personlighed.

“Mad er på mange måder tæt forbundet med vores identitet. Vi har forskellige smage, vaner og minder knyttet til mad. Mad er både noget meget personligt og noget, vi deler med hinanden,” fortalte Jara von Lüpke ved ferniseringen.

De færdige madportrætter blev fotograferet og efterfølgende udstillet på Thorvaldsens Museum, hvor de indgår i en dialog med museets klassiske portrætkunst.

 

Et portræt af Barack Obama – skabt af grøntsager

Ved ferniseringen fortalte to af eleverne om deres arbejde med et portræt af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama. Portrættet var skabt af forskellige grøntsager, blandt andet salat, porrer, gulerødder og bønner.

Eleverne havde valgt Obama på grund af hans historiske betydning som USA’s første afroamerikanske præsident og hans arbejde for rettigheder og ligestilling.

“Det var en god oplevelse. Det var meget spændende og sjovt, hvordan vi kunne lave et portræt med grøntsager og madting. Og det var meget hyggeligt, hvordan vi kunne samarbejde,” fortalte en af eleverne.

Netop samarbejdet og muligheden for at udtrykke sig på nye måder har været centrale elementer i projektet.

 

Kunsten viser vejen

For FGU Hovedstaden handler samarbejdet ikke alene om at skabe en udstilling. Det handler også om at give eleverne nye erfaringer med kreativitet, samarbejde og læring på tværs af faglige og sproglige forudsætninger.

Udviklingschef Rikke Svendsen fremhævede i sin tale, hvordan den kunstneriske proces åbner for andre måder at lære og deltage på:

“Eleverne behøver ikke på forhånd at kende det rigtige svar eller have alle ordene. De kan begynde med at undersøge materialet. De kan prøve sig frem, ændre retning og opdage noget, mens de arbejder.”

Hun understregede samtidig, at det netop er særligt værdifuldt på FGU, hvor eleverne kommer med forskellige erfaringer og måder at udtrykke sig på.

“På den måde bliver arbejdet med kunsten også en vej ind i sproget og fællesskabet.”

 

Nyt “take” på Thorvladsens museumshistorie

Ved åbningen glædede museumsdirektør Annette Johansen sig over endnu en gang at kunne byde FGU Hovedstadens elever velkommen på museet.

Hun fremhævede, hvordan samarbejdet hvert år bringer nye og overraskende perspektiver ind i museets historiske rammer – og skaber noget, museet ikke nødvendigvis selv ville have udviklet.

“Det er jo tredje år i træk, at vi samarbejder med jer fra FGU Hovedstaden, og hver gang kommer der noget rigtig spændende og superinteressant ud af det,” fortalte museumsdirektøren.

Årets projekt har samtidig givet anledning til at undersøge forholdet mellem mad, kultur og identitet. For hvordan fortæller et portræt noget om et menneske, og hvordan kan mad bruges til at fortælle den samme historie?

Jara von Lüpke havde blandt andet undersøgt gamle husholdningssedler fra Thorvaldsens arkiv og opdaget, at kunstneren holdt meget af chokolade. Det blev endnu en forbindelse mellem fortidens kunstner og nutidens madkultur.

Som en spiselig afslutning på projektet havde Jara og en gruppe elever desuden skabt en særlig Thorvaldsen-kage, som gæsterne kunne smage ved ferniseringen.

 

Udstillingen baner vej

Dej og mig er blevet til i et samarbejde mellem Thorvaldsens Museum, billedkunstner Jara von Lüpke, elever og lærere fra FGU Hovedstaden med støtte fra Københavns Kommune.

Projektet viser, hvordan mødet mellem kunstinstitutioner og uddannelse kan skabe læringsrum, hvor unge får mulighed for at udforske deres kreativitet, udvikle nye kompetencer og opleve, at deres egne fortællinger har værdi.

Som Rikke Svendsen afsluttede sin tale:

“Først ser vi på et værk. Så ser vi på et andet menneske. Og til sidst ser vi måske også os selv lidt tydeligere.”

Med ferniseringen på Thorvaldsens Museum blev elevernes idéer og fortællinger ikke blot til færdige kunstværker, men også til en fælles oplevelse, hvor deres arbejde fik plads i et af Københavns markante kunsthistoriske rum.

Relaterede Nyheder

Julemarked på FGU Hovedstaden 2026

Julemarked på FGU Hovedstaden 2026 Unge fra FGU Hovedstaden inviterer til julemarked lørdag d. 21. november! 🎁 Hvad kan du finde? 🎁Vi tilbyder et bredt

Del:

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?