Uddannelsesdirektør bliver ny rektor for FGU Hovedstaden

Camilla Saebel bliver ny rektor for FGU Hovedstaden og stopper derfor som uddannelsesdirektør hos NEXT Uddannelse København.

51-årige Camilla Saebel, uddannelsesdirektør for ungeområdet hos NEXT Uddannelse København, tiltræder stillingen som rektor for FGU Hovedstaden 15. maj og siger dermed farvel efter en lang karriere i først KTS og siden NEXT.
Camilla brænder for at give unge et godt uddannelsesafsæt og glæder sig til at arbejde videre med udviklingen af hovedstadens FGU-tilbud. Hun mener hele uddannelsespaletten bør bruges mere aktivt, når der skal findes veje, der både kommer den enkelte og samfundet til gode. Lige nu er en af de store udfordringer mistrivslen hos de unge. Her løser FGU en vigtig opgave – ikke kun for den enkelte unge, men for hele samfundet, fortæller hun.

 

Det føles som om, at alle veje har ført til matchet med FGU Hovedstaden. Jeg har fulgt FGU som bestyrelsesmedlem og kan virkelig se et stort potentiale, selvom det har været en hård opstart af den nye sektor, og der fortsat er udfordringer, der skal løses. Jeg ved, at alt for mange unge mistrives og har svært ved at gennemføre gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. På FGU får de mulighed for at lande i sig selv, så de ikke knækker eller falder fra på deres videre forløb,” fortæller Camilla Saebel, der beskriver stillingen som den perfekte blanding af nye opgaver og genkendelighed.

Den kommende rektor begyndte sin karriere på KTS som frisørfaglærer tilbage i 2003, siden har hun både været vejleder, uddannelsesleder og kommunikationschef. De seneste fem år har Camilla arbejdet målrettet med både strategisk og pædagogisk udvikling samt været en del af den strategiske ledelse på NEXT og uddannelsesdirektør. Som en del af FGU Vestegnens bestyrelse kommer hun ligeledes en stor viden om området. 
 

Camilla kommer med både en solid ledelseserfaring, et indgående kendskab til uddannelsessektoren og med et stærkt udviklingsblik. Jeg er derfor helt overbevist om, at Camilla er den rette til at føre FGU Hovedstaden videre og ser meget frem til samarbejdet,” siger Sofie Seidenfaden, Bestyrelsesformand FGU Hovedstaden.

 
Et aktiv for ungeområdet

Ifølge Camilla Saebel har karrieren hos NEXT været en udviklingsrejse, hvor hun har lært meget og har haft mange forskellige ansvarsområder, særligt med fokus på forandringsledelse, professionelle læringsfællesskaber og relationsarbejde. Om NEXT fremhæver hun, at det er en organisation, hvor man med en positiv tilgang til tingene virkelig kan udfolde sit talent og sine visioner.

Selvfølgelig er det vemodigt at sige farvel efter 20 år. Det har jo været en kæmpe del af mit liv, og jeg er enormt stolt af alt det, jeg har opnået sammen med dygtige, engagerede medarbejdere og kolleger på tværs af hele NEXT. Det har til tider været rigtig hårdt, men aldrig kedeligt,” siger Camilla Saebel, der samtidig takker direktionen for at udvise forståelse og bakke op om beslutningen. For NEXT-direktør Ole Heinager har Camilla Saebel været en markant skikkelse hos NEXT, der har sat sit aftryk, og som bliver svær at undvære.

“Camilla har været et kæmpe aktiv for først KTS og siden NEXT. Hun har været dygtig til at samarbejde internt i organisationen og med eksterne partnere, og så har hun vist vejen i forhold til ungeområdet. Hun vil blive savnet, men jeg er samtidig stolt af, at vi i NEXT har udviklet et talent som hende, der nu skal videre og være øverste chef i FGU Hovedstaden. Jeg ønsker Camilla held og lykke og takker for hendes stærke indsats og engagement gennem mange år,” siger Ole Heinager.

Du kan også læse mere om Camilla’s tiltrædning i denne artikel på Altinget.dk

Vi glæder os til d. 15 maj, hvor vi sammen med Camilla skal starte et nyt kapitel i arbejdet med at skabe forandring for unge og de bedste muligheder for uddannelse og job. 

Relaterede Nyheder

Del:

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?