Erasmus+ kursus om inklusion i Bologna

Af Camilla Rask & Gitte Boe, Ordblindevejledere på FGU Hovedstaden

FGU Hovedstadens to ordblindevejledere deltog i ovennævnte kursus med det overordnede formål at lære om den såkaldte italienske model. Italien har siden 70’erne arbejdet med inklusion og er derfor et foregangsland i den sammenhæng, så vi håbede på at få redskaber og inspiration til vores eget Læringsvenlige FGU.

Den italienske model

I Italien er 99,99 % af alle elever med handicap inkluderet i det almindelige skolesystem. Vi var ret spændte på, hvordan det lod sig gøre i praksis og så derfor meget frem til et kommende besøg på en skole, der både har en erhvervsrettet og en mere almen linje. Eleverne var fra 14-18 år på skolen I.I.S Manfredi – Tanari. Det viste sig, at elever med store kognitive vanskeligheder faktisk var en del af skolen, men havde deres eget klasserum. En enkelt elev med svær autisme havde sit helt eget klasserum og to lærere, som fulgte ham gennem dagen.

Elever med mindre udfordringer deltog så vidt muligt i de ordinære klasser, men med hensyntagen til den enkeltes faglige niveau (polyfunctional classes). Der er max 20 elever i disse klasser. På skolen oplevede vi glade elever, og trods bygningsmaterialer med lav lyddæmpning var der relativt roligt. Vi blev vist rundt af to søde elever, som begge læser turisme.

Organiseringen af undervisningen er tilrettelagt sådan, at der så vidt muligt er to-lærersystem, hvor de to lærere har vidt forskellige roller. Det skal forstås på den måde, at den ene lærer står for planlægningen af undervisningen og er den, der deltager mest i koordineringen med resten af lærerstaben, mens den anden lærer med betegnelsen ”support teacher” står for forældresamarbejdet og har som rolle at understøtte den inkluderende undervisning generelt og altså ikke specifikt den enkelte elev, som begge lærere samarbejder om.

Vi var overraskede over, at en support teacher, som har en master degree, ekstra psyk./pæd. fag samt 8 måneders specialiseringsuddannelse i forhold til den anden lærertype, tjener det samme som den anden.  En lærerløn i Italien er på ca. 1500-1800 Euro pr. md.

Kurset

Vi var kun fem deltagere på kurset (to fra Sverige, en fra Tyskland og os fra Danmark). Vi havde gode snakke, men kunne have ønsket os større europæisk udveksling, ikke mindst fordi vi i forvejen kender den svenske undervisningsmodel ret godt. Sverige og Danmark bliver i øvrigt fremhævet inden for emnet inklusion.

På kurset arbejdede vi hver undervisningsgang med repetition fra dagen før og hver gang på en ny måde. Ingen af øvelserne var helt fremmede for os, herunder fik vi vist en del Cooperative Learning baserede øvelser, arbejde med padlet mm, men det hele var godt at blive mindet om. Vi fik også vist forskellige kompensatoriske hjælpemidler, som alle er velkendte for os i FGU.

Derudover arbejdede vi med definitioner af inklusion og rundede bl.a. emnerne fordomme, diskrimination og personlige værdier samt lavede refleksionsøvelser over disse emner. Vi skulle bl.a. tegne vores eget totem.

Udbyttet af selve kurset kunne have været bedre. Omvendt blev vi selvfølgelig glade for at indse, at vi allerede har en relativ stor viden om inklusion på FGU. 

Bologna

Forplejningen på campus var ikke den bedste, så vi spenderede en del penge i byen ”La grassa” (den fede), som Bolgona også bliver kaldt. Byen er en smuk, slidt, ungdommelig universitetsby, som er fyldt med gode restauranter. Den ligger op mod bjergkæden Appenninerne, som vi ordblindevejledere vandrede op på, og vi nåede at gå 21 km den dag! Vejret var formidabelt – hver dag.

Relaterede Nyheder

Erasmus+ kursus om inklusion i Bologna

Erasmus+ kursus om inklusion i Bologna Af Camilla Rask & Gitte Boe, Ordblindevejledere på FGU Hovedstaden FGU Hovedstadens to ordblindevejledere deltog i ovennævnte kursus med

Medaljeoverrækkelse i Horsens

Billede: Danni Nielsen, Industriens Museum, Horsens Medaljeoverrækkelse i Horsens Tidligere FGU-elev og nu uddannet mediegrafiker, Paige G. Hermansen, blev i dag hædret ved Grafisk Uddannelsesudvalgs

Del:

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?