Isaks forvandling - Interview med Isak om skolemiljø, mental sundhed og drømme

Står fremtiden ikke lysende klar endnu? På FGU Hovedstaden er der mange muligheder for at finde sin vej og forberede dig til ungdomsuddannelse eller jobmarkedet. Du kan vælge kreative og håndværksfaglige linjer på PGU-sporet, en bred vifte af almenfag på AGU-sporet og virksomhedspraktik på EGU-sporet. Her kan I læse eller få oplæst interviewartikel med Isak Eskelund om drømme, mental sundhed og hvor vigtigt et trygt og socialt inkluderende skolemiljø er for unge, der ikke går den lige vej. FGU Hovedstaden er nemlig en skole, hvor unge mellem 16 og 25 forbereder sig på næste skridt i deres liv i deres eget tempo og på kreative og inddragende måder.

Scenekunst: Isak (20) går på PGU-sporet på scenekunst-linjen, og han danser. På linjen kan unge enten vælge dans eller teater som hovedfag, og et par gange om året laver holdene forestillinger sammen. Når elever ikke laver fortryllende forestillinger og øver sig på udfoldelse og kreativitet, så lærer de dansk og matematik – de kan vælge fra G-niveau til E-niveau, som er adgangsgivende til den ungdomsuddannelse, de ønsker.

”Her er der plads til alle, der er en utrolig åbenhed og rummelighed, og et ægte springbræt for unge.”

Et trygt, socialt og motiverende skolemiljø: Isak fortæller at de opgaver, de får på scenekunst-linjen, er personligt udviklende, fordi det handler om samarbejde, tillid og udvikling af talent i tæt samarbejde med de andre elever på holdet. Vi arbejder sammen på en meget aktiv måde i modsætning til at sidde i et klasselokale, og det skaber et rigtig godt sammenhold, forklarer Isak, mens han sidder på en re-designet piratstol, der skal bruges i deres næste stykke ”Blod, Sved og Guld.”

Lærerne på holdet er gode til at motivere og skabe disciplin, men samtidig gode til at give os elever plads og tryghed til at lære og udvikle os i vores eget tempo, uden pres og urealistiske forventninger i forhold til, hvor meget vi kan overskue. Den måde at gå i skole på er meget inspirerende og giver den motivation, vi har brug for til at forberede os på næste skridt i livet. Niveauet tilpasses til den enkelte elev, fordi vi er meget forskellige mennesker – og netop i denne forskellighed finder vi os selv og accepterer andres udfordringer, siger Isak. Vi lærer at arbejde rundt om hinandens styrker og kompetencer og får det til at passe sammen i forestillinger og undervisning.

”Folk, jeg har lært at kende her, har alle sammen bare været søde og rare, og de har gjort, at jeg føler mig tryg ved at være mig selv.”

Mental sundhed: Jeg har inden FGU kæmpet med min selvtillid og selvværd, og tit fået at vide af andre, at jeg ikke er som dem. Isak forklarer hertil, at der er plads til at være sig selv på FGU, og alle bliver anerkendt som mennesker, lige meget hvad vi bærer rundt på og hvor vi kommer fra. Jeg har autisme, forklarer Isak, men her bliver jeg accepteret, som jeg er, af både lærere og elever. Min autisme gør, at jeg nogle gange kan have en social blindhed, som andre før FGU har reageret negativt på, hvilket har påvirket mig. Men her har jeg sammen med – og i kraft af – andre unge lært at forstå mig selv og hvordan jeg omgås i verden, fordi jeg kan få lov til at være mig selv i trygge og motiverende omgivelser, forklarer Isak.

”Efter jeg er begyndt på FGU føler jeg mig mere sikker på benene til de næste skridt i mit liv. Jeg har lært meget af de mennesker, der er her, og fået mere selvtillid og føler nu, at det hele ikke er så håbløst alligevel.”

Drømmen: Isaks drøm er at blive musicalskuespiller, og på holdet på FGU får han mulighed for at opkvalificere sig til den drøm. Han får danseundervisning, der passer til hans niveau, lærer nye danseteknikker og træner sin kreativitet. Det styrker ham i hans arbejde mod drømmen, og har gjort, at han er vokset som danser. Og Isak er allerede godt på vej. Han er nemlig blevet optaget på projekt ”Dansedrømme” på Skuespilhuset, hvor han sammen med andre unge træner et par gange om ugen op til stykket ”Kærlighed”, som har premiere i august.

Relaterede Nyheder

Ungdommens Folkemøde 2024

FGU Hovedstaden på Ungdommens Folkemøde Unge fra FGU Hovedstaden var kernefrivillige på dette års Ungdommens Folkemøde. Vi bidrog med frivilligt arbejde, byggede skilte og redesignede

Første skoledag

477 unge har i dag startet op på FGU Hovedstaden og fordeler sig på vores fire skoler, der ligger på Vesterbro, Østerbro, Valby og Amager.

Del:

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?