Løbende opdatering om nedlukningen af FGU Hovedstaden

 

(Nyeste opdatering placeres øverst)

Sammen - nu lidt mindre hver for sig

d.20 maj 2020 kl 13.30

Vi genåbnede i mandags og vores AGU og PGU hold er opdelt i to og undervisning foregår på skift - halvt virtuelt og halvt på bydelsskolerne. Det er dejligt at være tilbage igen og se sine lærere og sine venner.

Elev: "Fedt at være tilbage og lave noget"

Læs hele artiklen her

 

I morgen genåbner FGU Hovedstaden langsomt og sikkert.

d.17 maj 2020 kl 13.00


Efter to måneders hjemmeundervisning, som har været produktivt og hyggeligt, men mest af alt lidt irriterende og totalt væk fra virkeligheden, så glæder vi os til endeligt at

⋆ svejse ⋆ bage ⋆ regne ⋆ skrive ⋆ danse ⋆ skrue ⋆ bore ⋆ hamre ⋆ male ⋆ tegne

Læs hele artiklen her

 

Vi åbner langsomt op igen fra d.18 maj

Mandag d. 11/5 2020 kl. 14.05


Vi er så heldige, at vi kom med i næste fase af genåbningen af Danmark fra d. 18. maj. Det betyder, at vi fra dags dato og ugen ud skal have etableret sikre forhold for tilbagevenden for vores elever og ansatte.

Læs hele artiklen her

 

 

Clara syr genbrugelige masker for at beskytte sig selv og andre

Torsdag d. 7/5 2020 kl. 17.35

Clara er elev på FGU Hovedstaden, og læste på nettet at unge i andre lande selv lavede beskyttelsesmasker derhjemme. Hun blev inspireret. Nu producerer hun hjemmelavede bæredygtige masker.

Læs hele artiklen her

 

Ingen prøveafholdelse for elever på FGU Hovedstaden

Fredag d. 22/4 2020 kl. 16.45

Forklaringsvideo HER

Standpunktsbedømmelse

Folketinget har vedtaget en lov, der betyder, at prøverne på FGU i værkstedsfag og i almene fag er aflyst i juni 2020. I stedet vil du modtage en standpunktskarakter eller en standpunktsbedømmelse i dine fag. Standpunktsbedømmelsen og -karakteren kommer til at stå på det bevis, du modtager, når du stopper på skolen.

Ifølge FGU-loven skal hver elev, der stopper på FGU, have en afsluttende bedømmelse/karakter. Så selvom du ikke er tilmeldt prøve her til sommer, skal du alligevel have en bedømmelse i alle dine fag, hvis du stopper.

Du bliver vurderet på dit faglige niveau. Bedømmelsen tager udgangspunkt i din arbejdsportfolie og din indsats i faget – både før og under nedlukningen. Tal med din lærer om, hvordan du kan arbejde med fagene, så du styrker dit faglige niveau.

Du modtager dit bevis i e-boks i begyndelsen af juli 2020.

 

For PGU-elever

Du vil modtage en standpunktsbedømmelse i dit værkstedsfag. Dit faglige niveau vil blive bedømt som enten bestået eller ikke bestået. Der er tre faglige niveauer i dit værkstedsfag: FGU niveau 1, 2 og 3. Din lærer vil orientere dig om, hvilket niveau du bliver bedømt på.

I dine almene fag dansk, matematik og PASE vil du modtage en standpunktskarakter efter 7-trinsskalaen. Dit faglige niveau vil blive bedømt ud fra et af niveauerne G, E og D. Din lærer vil orientere dig om, hvilket niveau du vil blive bedømt udfra.

 

For AGU-elever

Du vil modtage standpunktskarakterer efter 7-trinsskalaen i alle dine fag på AGU, dvs dansk, matematik, identitet og medborgerskab samt valgfag. Dit faglige niveau vil blive bedømt ud fra et af niveauerne G, E og D. Din lærer vil orientere dig om, hvilket niveau du vil blive bedømt udfra.

 

For KUU-elever

Du vil modtage en standpunktsbedømmelse i stedet for prøven i din portfolie. Du vil modtage standpunktskarakterer efter 7-trinsskalaen i dine almene fag på D-niveau i stedet for AVU-prøverne.

 

Vi forsætter vores kreative og indholdsrige undervisning online. Vi bager nemlig stadig brød, fikser cykler, tegner pythagorastrekanter, læser Steen Steensen Blicher, animerer grafik og koreograferer dans.

Vi gør det bare derhjemme - sammen hver for sig.

Du kan følge historierne på vores facebook side. Klik HER

Pas godt på jer selv og hinanden

 

 

 

Vi holder stadig lukket, mens undervisningen kører derudaf!

Onsdag d. 22/4 2020 kl. 11.25

Alle 5 bydelsskoler er stadig lukket ned jævnfør statens retningslinjer for at forhindre smittespredningen i samfundet. Vi arbejder dog på en plan for, hvordan nogle af vores mest udsatte elever kan undtages for lukningen, og vi starter selvfølgelig dér, hvor behovet er størst. Vi vil snart komme med mere info herom og andre nyheder - eksempelvis information om afsluttende prøver og standpunktsbedømmelser, men indtil da forsætter vi vores kreative og indholdsrige undervisning online.

Vi bager nemlig stadig brød, fikser cykler, tegner pythagorastrekanter, læser Steen Steensen Blicher, animerer grafik og koreograferer dans.

Vi gør det bare derhjemme - sammen hver for sig.

Du kan følge historierne på vores facebook side. Klik HER

Pas godt på jer selv og hinanden

 

Nedlukning forsætter efter Påske

Fredag d. 3/4 2020 kl. 10:58:

Nedlukning af FGU Hovedstaden forsætter efter påsken og dermed efter 14. april. Vi ved ikke, hvornår vi begynder på at åbne skolen igen. Det afhænger af de retningslinjer som statsministeren og sundhedsmyndighederne vil udmelde om, hvornår Danmark gradvist skal åbnes op efter påske.

Vi vil derfor bede dig om fortsat at følge med i beskeder og aftaler fra dine lærere og vejledere, på de forskellige platforme I har brugt til vores nødundervisning under nedlukningen.

Vi giver også besked, så snart vi ved noget mere om, hvornår og hvordan vi måske åbner gradvist op efter påske.

God påske til jer alle

Pas på jer selv og hinanden

 

Nedlukningen af FGU Hovedstaden er forlænget til og med påske

D. 25/3 2020 kl. 10:04:

FGU Hovedstaden følger statsminister Mette Frederiksens anbefalinger og har lukket vores 5 bydelsskoler fra torsdag d. 12/3-2020, og skolerne er lukket til og med påsken.

Vi er i kontakt med vores elever, og vi underviser online. 
 
Alle elever opfordres også til dagligt at orientere sig her på skolens hjemmeside under denne nyhedsblog med løbende opdateringer omkring situationen. Du kan også orientere dig om corona-virussen her: www.coronasmitte.dk
 
Alle elever får skoleydelse, selvom de skal være hjemme.

 

Pas godt på jer selv og hinanden.

Vi glæder os til at se jer alle igen.

 

Elev kontakt under lukning

d.16/3 2020 kl 12.43

FGU Hovedstaden bestræber sig først og fremmest på at gøre alt hvad vi kan for at drage omsorg for vores elever, mens vi holder lukket.

Alle elever vil derfor hver eller hver anden dag blive kontaktet af deres lærere eller vejledere, både med en snak om hvordan det går og eventuelle hjemmeopgaver. Det er vigtigt for os at elever stadig føler, at de går i skole hos os, selvom vi er lukket ned i denne periode.

Masser af hilsener, og vi håber alt er godt derude

Pas godt på jer selv og andre

 

Måltid kan afhentes i morgen

d.15/3 2020 kl 13.00

Kære elever. Jeg håber I har det godt, og kan få tiden til at gå fornuftigt i tiden har under nedlukningen ❤️

I morgen mandag d. 16 Marts, imellem kl. 12.00-14.00 uddeles der mad goodiebags på Gastronomi. Vi har ca. 40 til 50 måltider, bestående af: *Kyllinge frikasse med knuste kartofler og ramsløg. (Lavet på økologiske fritgående landhøns). Maden hentes i morgen på Husumgade 44. i baggården, i det føromtalte tidsrum.Vi har taget særligt forbehold for en klinisk overlevering, for at undgå smitte. Maden tages med og varmes op derhjemme. Yderligere instrukser vil blive lagt i goodiebagen.

Jeg håber på at se jer!! Det er først til mølle, men jeg ser selvfølgelig helst dem af jer der slider lidt med økonomien i denne tid, og har brug for dette måltid ☺️

Mvh

Jonas Finnich - Underviser og leder af FGU Gastronomi på Nørrebro

Rigtigt god søndag!!

 

Skolelukning

d.12/3 2020 kl 08.30

FGU Hovedstaden følger statsminister Mette Frederiksens anbefalinger og lukker vores 5 bydelsskoler fra og med torsdag d. 12/3-2020. Skolerne er lukket til og med fredag d. 27/3-2020

Vi sender yderligere informationer ud til alle vores elever hurtigst muligt. Alle elever opfordres også til dagligt at orientere sig her på skolens hjemmeside under denne nyhedsblog med løbende opdateringer omkring situationen. Du kan også orientere dig om corona-virussen her: www.coronasmitte.dk
 
Alle elever får skoleydelse, selvom de skal være hjemme.

 

Pas godt på jer selv og hinanden.

Vi glæder os til at se jer alle igen.